Danica Pension og edyn indgår aftale om boutique-hotellejligheder i Postbyen
Danica Pension og den britisk baserede hotelgruppe edyn har underskrevet en aftale om udviklingen af 236 hotellejligheder i Postbyen. Hotellejlighederne vil blive en del af edyn’s brand ’Locke’ og få udsigt over København med adgang til byens mange kultur- og erhvervsdestinationer. Hotellejlighederne bliver indrettet i to af Postbyens tårne og forventes at stå klar til udlejning i 2024.
Arbejdet med at bygge et helt nyt bykvarter i ’Postbyen – Copenhagen Central’ er i fuld gang, og aftalen mellem Danica Pension og edyn, der er udbyder af hotellejligheder i hele Europa, vil udgøre en central del af det kommende bykvarter. Begge selskaber sætter høje krav til design og dét at være del af lokalmiljøet, og de to samarbejdspartnere glæder sig til at tilføre en nyskabende indkvartering i hjertet af København.
Udviklingen af de 236 hotellejligheder vil blive edyns første projekt i København og vil komplementere deres portefølje og voksende udbud i Storbritannien og Vesteuropa under de to brands, Locke og SACO. Postbyen er én af en række vigtige destinationer for edyn, der lige nu er ved at bygge hotellejligheder i bl.a. London, Dublin, Lissabon og Berlin.
De 236 ét- og toværelseslejligheder vil alle få køkken og badeværelse og er møntet på gæster, der besøger København og efterspørger fordelene ved en hotellejlighed kombineret med de serviceydelser og den atmosfære, som et boutique-hotel har. I stueetagen kommer der restaurant og bar, café- og loungeområde med fokus på en høj standard indenfor mad og design. Målet er at skabe fleksible opholdsrum for den moderne rejsende.
”Vi er begejstrede for den nye aftale, der gør, at Postbyen får et attraktivt tilbud til folk, som skal være i København i en periode og efterspørger et koncept med fokus på design, fleksibilitet og imødekommenhed. Med de nye lejligheder sigter vi efter at kombinere høj kvalitet med den lokale stemning i det kommende bykvarter på Postbyen”, siger Robert V.S. Nellemann, Ejendomsudviklingsdirektør i Danica Pension.
Bykvarteret, der forventes at står klar i 2023/2024, får erhverv, boliger og hoteller, ligesom der bliver spisesteder og detailhandel i gadeplan. Der bliver også skabt en ny forbindelse fra Hovedbanegården og til Kalvebod Brygge, hvor man kan gå og cykle. Langs banetracéet bliver der etableret et åbent byrum inspireret af The High Line i New York.
”Vi glæder os meget til at bringe vores unikke livsstilskoncept for hotellejligheder til København, hvor vi ser en stigende efterspørgsel fra moderne rejsende efter de oplevelser, som Locke-konceptet indebærer. Åbningen i København er et led i vores ambitiøse ekspansionsplaner på tværs af hele Europa, og vi glæder os til at samle vores gæster og nærmiljøet i dette nye, spændende bykvarter”, siger Stephen McCall, Chief Executive Officer hos edyn.
De 236 lejligheder forventes at stå klar til udlejning i 2024.
Danica Pension er blevet bistået af Bruun & Hjejle, PWC samt Jones Lang LaSalle i London i udlejningen.
Læs mere om edyn på www.findingedyn.com/
Fakta om Postbyen
- Det anslås, at 5.500 mennesker vil arbejde i Postbyen
- Det anslås, at der kommer 20.000 besøgende om dagen i Postbyen
- Postbyens pladser bliver på størrelse med flere velkendte pladser i København, fx Amager Torv og Sankt Hans Torv
- Alle bygninger i Postbyen bliver bæredygtighedscertificeret efter standarderne DGNB og LEED.
- Hele kvarteret er tegnet af Lundgaard & Tranberg Arkitekter
- Danske Banks kommende hovedsæde bliver ca. 113.000 m2 stort - fordelt på 73.000 m2 til kontor og 40.000 m2 til parkering og teknik
- Der bliver plads til ca. 4.000 medarbejdere i det kommende Danske Bank hovedsæde
- Danske Banks domicil i Postbyen vil ved færdiggørelsen være ejet ligeligt af ATP og Danica Pension.
- Kontorhuset i Postbyen bliver på ca. 24.000 m2 med plads til ca. 1.500 medarbejdere
- De fire tårne bliver på 33.000 m2 i alt
- I tårnene bliver der bygget 162 lejligheder og 236 hotellejligheder.
- Bygherre i Postbyen: Danica Pension
- Totalentreprenør – første etape af Postbyen: Per Aarsleff A/S
- Totalentreprenør – anden etape af Postbyen: KPC
Fakta om edyn
- Ifølge edyn skal en rejse være en opdagelsesrejse, der fører til viden og inspiration uanset om man rejser i arbejdstiden eller fritiden
- I over 18 år har edyn opbygget et omfattende udvalg af servicerede lejligheder og lejlighedshoteller på tværs af fire brands: Locke, SACO, Wittenberg og The Moorgate, ligesom edyn har udviklet en global kæde på over 80.000 lejligheder på 260 nøgleplaceringer på tværs af et partnernetværk
- Efter overtagelsen af Brookfield Capital Asset Management i 2018 er ledelsen i øjeblikket fokuseret på at drive virksomhedens ambitiøse vækstplaner, der i øjeblikket inkluderer en portefølje på ti nye ejendomme, der består af over 1.500 værelser i Storbritannien og Europa, der alle skal åbne i 2024, ud over de nuværende 80.400 værelser inden for edyn-koncernens ejede og leasede portefølje samt partnerporteføljen
- Edyns formål er at engagere og inspirere med markant designede hoteller, der er forankret i lokalmiljøet og tilbyder gode oplevelser
Tilføjet d. 7